Den 15. oktober blev der afholdt fjerde og sidste afdeling af Yokohama Øst turneringen. Rallyløbet bød på en helt ny hastighedsprøve vest fra Høng med serviceplads hos Danish Agro.
Prøven, der var en lille og hurtig en af slagsen, bød på ca. 4,95 kilometer asfalt der skulle køres to gange hver vej. Rundbanen var med skarpe sving, jernbaneoverkørsler og smalle passager en udfordring for mange af deltagerne, da det danske efterår havde sørget for både våde og fedtede veje fra morgenstunden.
Efter førermøde og prolog kunne 1. heat køres efter en lille forsinkelse og her stod det hurtigt klart at der var glat i skarpe sving. Marco Gersager kørte sig ind på en flot 1. plads i både 1. og 2. heat og i tredje og fjerde heat fik Kenneth Madsen fundet noget mere fart i sin Peugeot 208 efter fejl på bilen i de to første heats. Det resulterede i to heat sejre, dog var det ikke nok til at slå hverken Marco Gersager eller Anders Lysen i YM1 klassen der slutter på 1. og 2. pladsen generelt mens Kenneth måtte nøjes med fjerdeplads klassen.
I YM2 varmede Simon Vallentin op til Stoholm rally i en lejet Subaru Impreza efter en tur på Sicilien. Flot klasse sejr, og fed kørestil i den blå firehjulstrækker fra Simon og Peter.
I YM3 var der glædeligt gensyn med Mathias Valentin der i foråret brækkede ryggen i hans Renault Clio ved DM1. Mathias har afsluttet genoptræningen og kom igennem rallyprøven i en Peugeot 205 GTI med en klassesejr.
I den hårde YM4 klasse blev der gået til stålet af Jacob Madsen der kvitterede med en klassesejr hele 48 sekunder foran andenpladsen som gik til Kenneth Kolbe. Casper og René Olsen fik tredjepladsen i deres Ford Fiesta Rally4.
Trods de fedtede veje og snævre passager på rallyprøven var der kun en enkelt afkørsel og et tabt hjul, i alt udgik 6 biler fra konkurrencen og hele 44 kom i mål.
Klassevindere
Klasse 1: Marco Gersager / Charlotte Østergaard i Skoda Fabia Rally2 Evo
Klasse 2: Simon Vallentin / Peter Egholm i Subaru Impreza N12
Klasse 3: Mathias Valentin / Johnny Larsen i Peugeot 205 GTI
Klasse 4: Jacob Madsen / Line Nedergaard i Peugeot 208 Rally4
Klasse 5: Sten Bartelsen / Trine Birkmose i Peugeot 106 Kit car
Klasse 6: Kim Abildgaard / Tobias Abildgaard i Peugeot 106 GTI
Klasse 7: Nicki Weber / Kasper Rasmussen i Peugeot 206 RC
Klasse 9: Christian Elkjær / Henriette Elkjær i Ford Ecsort RS1800
Klasse 10: Michael Boesen / Bruno hansne i Toyota Corolla AE86
Klasse 11: Rolf Hillers / Casper Andersen i BMW M3
Klasse 14: Johnny Pedersen i BMW E30 M3.
Resultatliste
Gå ikke glip af
Den 22. oktober køres der finale i Yokohamamesterskabet i Vejen, Herregårdsløbet den 29. oktober og Stoholm Rally den 5. november som er finalen i dansk rally. Den 20. august afholdes der Kalkprøver i Boesdal Kalkbrud og den 21. august afholdes der Ruskær Auto Løbet i Brande.
Billeder fra løbet
Vil du købe billeder uden logo? Læs mere og bestil her.