For Vallentin Rallysport slutter sæsonen 2024 med en udfordring så at sige på hjemmebane. Det sker fredag og lørdag i Rally Stoholm, som er finalerunde i den officielle mesterskabsturnering Dansk Super Rally.
For Simon Vallentin, Holbæk, bliver også denne gang med den rutinerede Line Lykke Jensen fra Hokksund i Norge som co-driver i teamets rappe Hyundai i20N Rally2. I august var de til start i det norske Rally Larvik og sluttede på en generel andenplads.
Ugen efter kørte Simon Vallentin sig også til en generel andenplads med Karsten Isaksen, Egtved, som co-driver i det holstenske Ostsee Rallye; finalerunden i det tyske mesterskab.
Tidligere på året deltog de sammen i det tyske Rallye Mittelrhein og sluttede på en generel femteplads efter et hektisk opgør med den tyske rallyelite i Mosel-regionen.
Oprindelig ville Simon Vallentin afslutte sæsonen med en start i det hollandske Eurol Hellendoorn Rally, men en voldsom og ødelæggende punktering, en overrevet bremseslange og en mindre afkørsel i Ostsee-rallyet tvang det sjællandske team til at koncentrere sig om at få udbedret skaderne efter indsatsen i Holsten.
Dét tillige med en forestående forøgelse af familien Vallentin førte til beslutningen om i stedet at stille til start i den danske slutspurt. Efter årets to første DSR-runder valgte Vallentin Rallysport at søge udfordringer i udlandet, hvilket har resulteret i flere topresultater inklusive totalsejren i det belgiske Rally Salamandre. Men i weekenden gælder det så Rally Stoholm.
Simon Vallentin stiller til start uden det pres, som et tæt pointopgør kan medføre, da han ikke kan true de førende i DM-opgøret, men kan påvirke opgøret, som op til finalen føres af Team Glad Sports Kenneth Madsen og Mette Felthaus, Ruds Vedby/Horsens, i Citroën C3 Rally2 foran Kim og Emilie Boisen, Broager, i BMW M3, Carsten Jensen og Michael Fasterholdt, Holstebro, i Renault Clio, Casper Venning og Kristian Birk Hansen, Herlufmagle/Ringsted, i Renault Clio R3T samt Jesper Bisted og Arly Larsen, Hedensted/Dianalund i Citroën DS3 R5.
Til gengæld har Simon Vallentin og Line Lykke Jensen en chance for at gøre sig gældende i den danske runde af Nordic Rally Championship og slutte med et nordisk mesterskab.