27. maj 2024

Simon Vallentin trækker sig fra DSR-turneringen

85M1806

Satser i resten af sæsonen på rally i udlandet

Weekendens anden runde i Dansk Super Rally-turneringen bliver den sidste med Vallentin Rallysport som deltager, da Simon Vallentin, Holbæk, i samråd med sin sponsorgruppe har besluttet at trække sig fra opgøret om Dansk Idræts Forbunds danske mesterskab og i stedet satse på rally i udlandet.

– Med den seneste udvikling i dansk rallysport in mente, er tiden kommet til at fokusere på andre muligheder, så vi har besluttet at trække os fra Dansk Super Rally 2024 og i stedet køre i udlandet. Jeg deltager i weekendens Au2parts Rally Sønderjylland med Karsten Isaksen fra Egtved som co-driver, men vil i resten af sæsonen koncentrere mig om udenlandsk rally, oplyser Simon Vallentin efter overvejelser og aftale med teamets sponsorer.

Der er endnu ikke taget stilling til hvilke løb, det sjællandske team vil satse på, men det bliver med fokus på mulighederne for at præstere på samme høje niveau, som hidtil har kendetegnet teamets resultater både nationalt og internationalt.

Vallentin Rallysport har tillige med Team Glad Sports Kenneth Madsen og Jacob Madsen samt Steen Andersen, Ib Kragh og nogle af sportens unge stjernekørere præget toppen af de seneste års opgør om det danske mesterskab i rally, men det bliver fremover uden Simon Vallentin og teamets kompetente Hyundai i20N Rally2. Og han er ikke den eneste. Steen Andersen har ligeledes besluttet at droppe dansk rally til fordel for rally i udlandet ligesom andre markante aktører har ændret fokus.

Simon Vallentin vandt sidste år bronze i Dansk Super Rally efter et tæt opgør med guld- og sølvvinderne, brødrene Jacob og Kenneth Madsen, og blot tre point efter sidstnævnte.
Senest har Simon Vallentin været stærkt kørende i den internationale TER-turnering, da han i Rally Terra Sarda på Sardinien trods tekniske vanskeligheder sluttede på en fjerdeplads ligesom han for nylig vandt det belgiske Rallye Salamandre efter 10 prøvesejre ud af 12 mulige.

Der bliver dog en enkelt undtagelse fra Vallentin Rallysports nye regel: Simon Vallentin stiller den 20. juli til start med den hurtige Hyundai i20N Rally2 i årets KOMO Rally Sprint i Gammelrand ved Kalundborg – et sprint som han i både 2022 og 2023 vandt efter et tæt opgør med Kenneth Madsen fra Team Glad Sport.

Foto Morten Dam

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *