22. juli 2024

Simon Vallentin efter sejren i røverheatet: Det var en god kamp!

DSC 2589

KENNETH MADSEN VANDT FARTDUELLEN I KOMO RALLYSPRINT

Kenneth Madsen fra Ruds Vedby vandt weekendens vestsjællandske fartduel i NCC Nyrand Grusgrav & Genbrug ved Gammelrand/Svebølle, omend blot med et forspring på fire tiendedele af et sekund i forhold til rivalen Simon Vallentin fra Holbæk.
For Kenneth Madsen handlede det om at vinde for ikke at tabe tre år i træk til Vallentin, der for sit vedkommende havde et hattrick som mål – at vinde KOMO Rallysprint for tredje år i træk. Men til forskel fra i fjor, var de to kombattanter denne gang også mobiliseret med mere jævnbyrdige biler.
De to vestsjællandske sprintere kørte i henholdsvis Citroën C3 Rally2 og Hyundai i20 Rally2, begge med 4-hjulstræk, til det yderste, så holdt de tusindtallige tilskuere i ånde fra start til mål.
Dagens startliste talte 54 biler og der blev sprintet, så støvet bølgede og dansede under en skyfri himmel. Kombineret med vindstille og en bagende sol kom det med temperaturer på 25-30°C i mere end én forstand til at gå hedt for sig på og ved den 16,8 kilometer lange sprintbane, hvor der efter fire heat og et røverheat kunne hyldes to totalvindere:
Kenneth Madsen som vinder i det 37. KOMO Rallysprint og Simon Vallentin som vinder af det separat præmierede Røverheat for feltets fem generelt hurtigste deltagere.
Slutresultatet kan gøres op i to ting: Danmarks to hurtigste rallykørere leverede sammen med de øvrige deltagere i feltet et forrygende fartcirkus, og med de skiftende resultater af skarpe opgør mellem de to fartkonger er der streget op til nye dueller fremover.

OPGØRET SET I BAKSPEJLET

Efter den varme og støvede duel sammenfattede Simon Vallentin dagens opgør således:
– Det var en rigtig god kamp! Jeg vidste på forhånd. at Kenneth ikke ville give sig, omvendt ville jeg gøre alt for at tage en tredje sejr i træk. Jeg ville gerne have haft en tredje sejr, som jeg ville have dedikeret til min far, men det må blive en anden gang.
– Vi kørte dagen igennem på grænsen til det fysisk mulige hele dagen, og lidt til kan man se på de skrammer bilen har fået. Jeg laver desværre en fejl i heat 1, som endte med at koste for meget, da vi derved manglede lidt i det endelige regnskab. Selvom vi vandt både andet og fjerde heat og kørte samme tid i tredje heat, var det ikke nok, fortsatte han og tilføjede:-
– Til gengæld vandt jeg Røverheatet!. Jeg havde en fremragende kamp med en flot kørende Kenneth.
Hvornår mødes de to kombattanter så igen? Med mindre Kenneth Madsen ligesom Vallentin Rallysport deltager i nogle af de løb, som sidstnævnte har fokus på i Norge, Tyskland og Holland, bliver det formentlig først i næste års KOMO Rallysprint.
Det giver noget at se frem til for de 220 gæster, som besøgte Rallentin Rallysports VIP-telt og det tusindtallige publikum, som tog til Gammelrand for at nyde et godt sprintshow i det gode vejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *