14. september 2022

Ib Kragh: “Ærgerlig afslutning”

Sydhavsrally sluttede med en tredjeplads til Ib Kragh og Ditte Kammersgaard

Årets Sydhavsrally blev ikke det rally, som Ib Kragh og Ditte Kammersgaard havde håbet på. Godt nok sluttede makkerparret atter i toppen med en generel tredjeplads i deres Hyundai i20N Rally2, men løbet, der havde base i Nykøbing Falster, blev stoppet efter seks af de ti hastighedsprøver.

“Jeg er godt tilfreds med resultatet, men jeg er ked af, at løbet bliver stoppet før tid. Det var en ærgerlig afslutning, men sikkerheden for deltagerne og publikum var ikke i orden,” siger Ib Kragh.

Sydhavsrally bestod af i alt fem forskellige hastighedsprøver. De to første skulle køres to gange om formiddagen, mens de tre resterende skulle køres om eftermiddagen – også to gange.

“Jeg havde forventet, at hastighedsprøverne ville være hurtige, men ikke, at de var så hurtige. Et par chikaner havde gjort underværker. Det er ikke sjovt at køre 1.100 meter lige ud for fuld gas, og der var et sted, hvor man ville være endt i et hus, hvis det var gået galt,” siger Ib Kragh. “Eftermiddagens hastighedsprøver var super sjove, men vi kørte bedre prøver i det samme arrangement sidste år.”

“De høje hastigheder kunne nemt have været undgået, hvis man på de lange lige stræk havde opsat nogle chikaner i form af kegler, som ville udløse en tidsstraf på f.eks. 20 sekunder, hvis man påkørte dem. Men den måde, man havde lavet kantafmærkninger på, var også kritisabel, og det kostede bl.a. et hold den videre deltagelse, fordi holdet snittede en af dem, så de punkterede begge dæk i den ene side. Og de havde kun ét reservehjul med.”

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard fik en lidt dårlig start på Sydhavsrallyet.

“Det startede med, at hastighedsprøverne var fugtige fra morgenstunden,” fortæller Ib Kragh. “Bilen låste bl.a. baghjulene under de hårde opbremsninger. Når det sker, stoler man ikke på den, og så bremser man tidligere end normalt, så vi fik bøllebank på de to første hastighedsprøver. Men ellers kører bilen fornuftigt, og i løbet af dagen fik vi kørt os fra en femte- til en tredjeplads.”

Næste DM-rally bliver Cimbern Rally, som køres lige syd for den dansk-tyske grænse i slutningen af måneden.

“Det løb bliver noget helt andet. Ikke så hurtigt, men teknisk meget mere krævende,” slår Ib Kragh fast.

Pressemeddelelse indsendt af IK Motorsport

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *