8. september 2026

Ib Kragh: ”Fede og udfordrende hastighedsprøver.”

ibk

Sønderjylland – femte og næstsidste afdeling af årets Dansk Super Rally-mesterskab.

”Inden starten ville jeg godt have været tilfreds med en tredjeplads, når vi var oppe mod flere firhjulstrækkere, og der var lagt op til regnvejr,” indrømmer Ib Kragh. ”Det var på den første hastighedsprøve, at vi reelt tabte vores muligheder i løbet. Her kom Kim og Emilie Boisen afsted som de første, og vi startede et par minutter efter. Og så begyndte det at regne, så vi endte med at være fire sekunder efter dem ved mål.”

Ib Kragh fik senere kørt Porschen frem til sejre på tre af de syv første hastighedsprøver – herunder løbets powerstage – men det var ikke nok. 

”Den sidste hastighedsprøve lå meget tæt på Kim Boisens fødeby, så han kendte den som sin egen bukselomme,” siger Ib Kragh. ”Selv om ingen af os var tæt på prøvesejren, så slog han os, og vi endte med at tabe med 2,5 sekunder.”

Rally Sønderjylland talte fire forskellige hastighedsprøver, der hver blev kørt to gange. En af dem skilte sig markant ud fra de andre i løbet. ”Genner-prøven er nok en af de fedeste rallyprøver i Danmark. Sådan en prøve gad jeg godt have ved Juelsminde,” slår Ib Kragh fast. ”Arrangementet var godt med gode hastighedsprøver, men jeg synes, at det er synd, at man vælger have rallycentrum fem kilometer udenfor Aabenraa i stedet for inde i byen. Vi behøver ikke at gemme os, for rallysporten har ikke noget at skamme sig over.”

I kampen om Dansk Super Rally ser det stadig godt ud for Ib Kragh og Jeannette Kvick, der topper tabellen.

”Vi har 19 points forspring til Carsten Jensen, og han er nok også den eneste, som reelt kan slå os,” lyder det fra Ib Kragh, som er gået i gang med at kikke Porschen igennem efter Rally Sønderjylland.

”Bilen fungerede godt, men den skal have en ny kobling, for transportetaperne gennem Aabenraa med mange start og stop var for hård ved den. Koblingen holdt kun to DM-rallyer…”

Om tre uger skal IK Motorsport i aktion igen, når de deltager i MRF Rallysprint i Ringkøbing – blot en uge inden finalen i Dansk Super Rally, Rally Stoholm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *