Halberg Motorsport var i weekenden en tur syd for grænsen, hvor DSR2 Südholstein Rally 2026 blev kørt i Nordtyskland. Løbet er en del af Danish Super Rally-serien, selvom det køres på tysk grund, og bød i år på 70 km hastighedsprøver fordelt på 8 prøver – et lidt kortere løb end normalt i DSR-serien.
Vejret havde gjort sit til at gøre opgaven ekstra svær. Der var faldet en del regn op til løbet, og det gav meget skiftende forhold på prøverne.
– “Der var alt fra fin tør asfalt til virkelig fedtede og glatte sektioner. Samtidig var der træer og grøfter på begge sider mange steder, så det var et løb, der virkelig krævede koncentration,” fortæller Kasper Halberg.
Ny motor – og endelig stabilitet
Løbet var vigtigt for teamet efter en frustrerende sæsonstart i DSR1 i Herning, hvor en turbo satte sig fast og tvang Halberg Motorsport til at udgå.
Efter løbet i Herning blev motoren endnu en gang gennemgået. Turboen var defekt, men teamet har samtidig kæmpet med en mere grundlæggende motorfejl siden sidste sæson.
Derfor blev beslutningen taget om at ændre motoropsætningen markant.
– “Vi har valgt at bygge motoren om, så den i princippet kører som en Grp N motor – ligesom Evo 9 Group N-bilerne. Det betyder, at vi mister lidt kraft, men til gengæld får en langt mere stabil motor,” forklarer Halberg.
Selvom det aldrig er sjovt for en rallykører at miste hestekræfter og moment, var stabilitet vigtigere for teamet lige nu.
– “Man vil jo gerne have så meget kraft som muligt, men på nuværende tidspunkt ofrer vi gerne lidt performance for at få en motor, der holder. Heldigvis er Evo-motoren stadig en stærk motor – men det er klart, at det er en udfordring at følge med de nyere Rally3, Rally2 og R5-biler.”
Fokus på kilometer
Inden løbet var målet klart: få kilometer i bilen og gennemføre løbet.
Efter flere tekniske problemer i 2025 var det vigtigt for teamet at få kørt et stabilt rally og samle erfaring i Skodaen.
– “Vi gik ind til løbet med fokus på at køre sikkert og komme i mål. Der var helt sikkert mere fart i bilen, men vi valgte at køre vores eget løb,” fortæller Halberg.
Teamet kom hurtigt i front i klassen, hvilket gjorde det muligt at holde en mere kontrolleret kørsel resten af løbet.
Snurretur og varme bremser
Selvom løbet generelt forløb stabilt, var der stadig drama undervejs.
På prøve 2 kom Halberg Motorsport en tur rundt om sig selv.
– “Det var virkelig glat. Da jeg bremsede ned, kom bagenden bare hurtigere rundt end forenden, så vi snurrede rundt og røg en tur i grøften. Heldigvis kunne vi bare smække den i gear og komme videre igen.”
Senere i løbet opstod der problemer med overophedede forreste bremser på prøve 4.
Det betød, at teamet i perioder næsten måtte klare sig uden bremser.
– “Der var en omgang, hvor vi stort set kun havde håndbremsen til at få bilen ned i fart – det er altid lidt spændende,” griner Halberg.
Da samme prøve skulle køres igen senere i løbet, fandt teamet en kreativ løsning.
– “Vi havde 1,5 liter vand med i bilen, som vi hældte på bremserne inden start for at køle dem ned. Det hjalp faktisk, så problemet først kom tilbage helt til sidst.”
Stor forløsning ved mål
På trods af udfordringerne lykkedes det Halberg Motorsport at gennemføre løbet uden større fejl eller skader.
– “Fuck ja! Bilen kørte virkelig godt, og motoren gav ingen problemer. Det var en kæmpe forløsning at komme i mål på sidste prøve – følelserne sad virkelig uden på tøjet der.”
Resultatet blev en 1. plads i klassen og en samlet 7. plads i løbet, hvilket teamet er meget tilfredse med.
Næste stop: sprintløb
Der er nu en kort pause i DSR-serien frem til næste afdeling i Kjellerup.
Inden da skal Halberg Motorsport dog ud og køre et par sprintløb i MRF1 Vest, hvor første stop bliver Vinderup – et løb teamet vandt generelt sidste år i deres Evo – efterfulgt af en tur til Ringe på Fyn.
– “Nu skal vi bare ud og have det sjovt, gøre noget dumt og få endnu flere kilometer i bilen,” afslutter Halberg.

