𝐇𝐚𝐥𝐛𝐞𝐫𝐠 𝐌𝐨𝐭𝐨𝐫𝐬𝐩𝐨𝐫𝐭 𝐤𝐥𝐚𝐫 𝐭𝐢𝐥 𝐌𝐑𝐅𝟐 𝐕𝐞𝐬𝐭 𝐢 𝐑ø𝐝𝐞𝐤𝐫𝐨 – 𝐚𝐟𝐭𝐞𝐧𝐥ø𝐛 𝐩å 𝐧𝐲 𝐩𝐫ø𝐯𝐞
På lørdag går turen til Rødekro, hvor Halberg Motorsport stiller til start i MRF2 Vest i deres velkendte Skoda Fabia Evo Proto.
– “Det bliver lidt anderledes end normalt. Ny prøve og aftenløb – det gør det bare endnu mere spændende,” lyder det fra Kasper Halberg.
Fokus på DSR – men sprint er stadig ren køreglæde
Selvom Halberg Motorsport i 2026 har fuldt fokus på Danish Super Rally-serien, bliver pausen mellem DSR2 og DSR3 brugt på at få flere kilometer i bilen gennem rallysprint.
– “DSR er helt klart toppen af rally, men sprint har altid haft en særlig plads hos os. Det er her, vi virkelig hygger os som team og bare nyder at køre. Jeg tror heller ikke, man er i tvivl, når man ser vores onboard-videoer fra løb, at vi har det pisse sjovt, når vi kører,” fortæller Halberg.
Teamet deltager derfor ikke med fokus på mesterskabet i sprintserien, men forventer alligevel at stille op til flere løb i løbet af året.
Hård konkurrence i toppen
Selvom det “bare” er sprint, bliver konkurrencen alt andet end let.
Flere stærke navne er på startlisten, blandt andet:
Boisen i BMW
Ib i sin nye Porsche
samt flere af drengene i de hurtige Rally3-kasser
Derudover mangler dog én velkendt rival:
– “Tommy er desværre ikke med denne gang, og det er ellers altid nogle fede og tætte kampe, vi har haft. Jeg har igennem de sidste par år haft mange fede kampe med Tommy – især når der er tørt, er den knægt fandme hurtig,” griner Halberg.
Ambitioner – og lidt læring fra sidst
Efter en stærk afslutning på MRF1, hvor Halberg Motorsport satte dagens hurtigste tid, er ambitionerne stadig høje.
– “Vi forventer selvfølgelig at være med i toppen, men der er mange hurtige biler, så vi skal ramme det rigtige setup fra start,” fortæller Halberg.
Og ja… dækvalget er stadig i frisk erindring:
– “Vi håber, at vi vælger de rigtige dæk denne gang,” lyder det med et grin.
Klar til endnu en raceday
For Halberg Motorsport handler det om at bygge videre på de gode takter fra de seneste løb, få endnu flere kilometer i Skodaen – og ikke mindst have det sjovt.
– “Jeg glæder mig altid til raceday. Det er det, det hele handler om,” afslutter Halberg.
