Ethvert forestående rally er en glæde for Ib Kragh. Også selv om han har kørt flere hundrede af dem. Men weekendens Rally Kjellerup bliver specielt.
”Nu skal Porschen endelig ud på landevejene! Det er dér, den hører til, og det er derfor, at jeg købte den tidligere på året,” siger rallykøreren fra Juelsminde.
”Rally Kjellerup bliver den første afdeling af Dansk Super Rally, hvor vi i teamet skal deltage med Porschen. Der er tre forskellige hastighedsprøver, som skal køres tre gange. Ingen af dem er rundbaner, så det er et godt traditionelt rally, hvor man virkelig skal stramme sig an for at være med fremme.”
Ib Kragh og IK Motorsport har nu deltaget i tre rallysprint i den hvide og blå Porsche 911 GT3 Cup. Det seneste fandt sted i søndags. Det foregik i Hovedstadsområdet i Avedøre og talte som anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rallysprint.
”Det var ikke lige en prøve, som passede mig og bilen. Jo, den passede mig, men ikke rigtig bilen, for der var ikke rigtig plads til den, og hastighedsprøven havde mange fartbump. Det har Porschen ikke undervogn til,” forklarer Ib Kragh. ”Vi tabte med to sekunder til bedste hold i vores klasse i det første heat, og generelt var vi godt ti sekunder fra de firhjulstrukne Rally 2-biler pr. heat.”
”Jeg fokuserede nok også meget på, at vi skal køre DM-rally på lørdag i Kjellerup, for vi kunne nemt have afmonteret et hjul, hvis jeg havde satset og havde kørt over evne. Efter det første heat var jeg mere aggressiv i bilen, men jeg skal stadig lære at kaste mere med den. Starterne i bilen bliver bedre, men jeg glæder mig til at komme ud at køre på rigtige veje i Kjellerup, for det har jeg endnu ikke prøvet.”
